Den årlige, traditionelle og Kulturelle Skovtur gik som vi har prøvet det tidligere til Vikingelandsbyen her i byen.
En hyggelig eftermiddag blev tilbragt i gode sangerbrødres selskab, såvel ude som inde, hvor tiden udover et rustikt vikingemåltid med passende mængde tilbehør, blev brugt til kappestrid i forskellige discipliner, hvor navnlig shuffle-board’et, omdøbt til det mere mundrette sjuffel, spillede en central rolle.
Den smukke vandrevokal blev på urimelige vilkår vundet af 1. tenorerne med 396 point, efterfulgt af 2. tenorerne med 517, 1. basserne med 519 og 2. basserne med 8312 point. Alt sammen med forbehold efter hukommelsen.
De andre discipliner krævede – ligesom sjuffel – megen omhu, koncentration og akkuratesse.
En vellykket indsats blev fejret med en glad krigsdans.